Rideskolens fremtid:

Skal NFRK være en rideklub med eller uden rideskole fremadrettet?

Mange af os, der er til stede i dag, har på et tidspunkt haft glæde af en rideskole i løbet af vores bekendtskab med vores firbenede venner – enten selv eller gennem vores børn. Desværre ser vi flere og flere rideskoler lukke ned, hvilket begrænser mulighederne for at uddanne nye og yngre ryttere i sporten. Dette er et ansvar, som vi i bestyrelsen mener er vigtigt at tage alvorligt.

 

Derfor har vi haft mange dialoger og overvejelser omkring dette emne. Det er noget, vi selv har taget op og debatteret i længere tid, og vi har også modtaget flere henvendelser, der opfordrer os til at overveje dette nøje.

 

Det er et svært dilemma, som vi ønsker at involvere jer medlemmer i. Det er nemlig ikke uden konsekvenser, udfordringer og seriøse overvejelser, hvis rideskolen enten skal fortsætte eller lukke. Dette inkluderer en betragtelig prisstigning på rideskolehold. Vi har udarbejdet et udkast til et budget baseret på de nuværende udgifter, som vi præsenterer senere.

Rideskolen er uden tvivl en berigende opgave, men samtidig også opslidende og tidskrævende. Vi har oplevet mange tilfælde af sygdom og skader hos rideskolehestene, hvilket har krævet betydelige ressourcer.

Driften af rideskolen varetages primært af frivillige, med undtagelse af ridelærere og vores ungarbejdere. Vores nuværende opstaldning kræver mere selvpasning og har medført flere daglige opgaver, såsom at lave wrap til rideskoleheste og fjerne gødning på foldene. Dette har øget både de økonomiske og administrative omkostninger.

Derudover oplever vi et stigende behov for ekstra pasning, pleje, ridning, uddannelse, vedligeholdelse og behandling af vores rideskoleheste. Disse opgaver kræver i endnu højere grad både økonomiske midler og vores tilstedeværelse, og behovet er ofte i dagtimerne.

Ud over ovenstående er der de almindelige opgaver ved at drive en rideskole, som inkluderer ind- og udmeldinger på hold, dialoger med ridelærere, forældre, elever og passerpiger samt en masse administrativt arbejde knyttet til vores økonomi.

Vores erfaring viser, at der kræves mere end en fuldtidsstilling for at drive rideskolen, når man sammenholder timerne. Samtidig er der et stigende behov for dyrlæger, behandlere m.m., og priserne er generelt stigende.

I øjeblikket har vi 75 aktive ryttere i rideskolen samt 10-12 passerpiger og tre ridelærere.

 

På trods af to større sponsorater – 30.000 kr. fra DIF og DGI til indkøb af Rosa og 50.000 kr. fra Sydbank Fonden til delvist køb af Zammi og Ace – samt mange timer brugt på at kontakte hesteejere og rejse på tværs af Danmark, har vi stadig oplevet et betydeligt flow af heste, både ind og ud af rideskolen. Flere heste har i perioder været taget helt ud af driften på grund af skader og adfærdsproblemer.

Vi har budt velkommen til Torden, Iris, Zammi og Ace, men desværre måtte vi sige farvel til Scottie, Egon, Amigo, Lucero og Iris igen. Det har været en udfordring at finde og vedligeholde de rette heste, som trives i rollen som rideskolehest. Derudover er prisen på egnede heste til formålet også stigende.

Generelt er processen for at finde egnede rideskoleheste både krævende og tidsintensiv. Det kræver nøje udvælgelse og kontinuerlig pleje for at sikre, at hestene kan håndtere de fysiske og mentale krav, der følger med livet som rideskolehest.

På nuværende tidspunkt består bestyrelsen af kun fem personer, hvilket gør det udfordrende at håndtere de mange opgaver forbundet med driften af rideskolen. Derudover er det svært at rekruttere frivillige hjælpere, hvilket betyder, at mange opgaver ikke bliver udført. Vi har haft mange intentioner og ambitioner for at udvikle klubben samt ønsker om forskellige initiativer og udviklingsprojekter.

Hvis vi havde flere personer til at drive klubben, eller hvis rideskolen ikke længere var en aktiv del af NFRK, kunne vi kanalisere mange ressourcer over i andre projekter.

 

På grund af de forskellige udfordringer mener vi, at klubbens medlemmer bør deltage i stillingtagen til rideskolens fremtid. Vores anbefaling er at det bør ske ud fra 2 væsentlige overvejelser:

1.Et kvalificeret økonomisk perspektiv.
2.Et hensyn til, om der er ildsjæle blandt medlemmerne, som er villige til at investere deres tid og engagement i opgaven.
 
Alternative driftsmuligheder

-Flere ryttere på hvert hold

-Forældrene hjælper mere til i undervisningen (sadle op/af, trække hest, fylde wrapposer, fjerne lort på fold)

-Passerpigerne skal lave mere pr. vagt = ingen lønnede staldmedhjælpere

-Aflønnet administrativ/praktisk medarbejder til koordinering af hold, timer, ridelærere og passerpiger (evt. også til hjælp ved dyrlæge, sadelmager, behandler osv.)

 

Forudsætninger for ny prisberegning:

Forudsætninger:

-7 rideskoleheste
-42 uger/11 måneder med undervisning
-4 elever pr. hold/72 elever pr. måned (både timehold og halvtimeshold
-20 hold pr. uge/17,5 undervisningstimer
-90% af pladserne er fyldt
-Fast udgifter (delvis leje af faciliteter, bokse, smed, dyrlæge, behandlinger, foder, udstyr, investering i ny hest m.v.): 218.000 kr. pr. år
-Variable udgifter (løn til undervisere og staldhjælpere): 221.000 kr. pr. år.
-En andel af udgifterne dækkes af elevernes kontingent
-Prisstigning timehold: fra 450 kr. til 550 kr. pr. måned
-Prisstigning halvtimeshold: fra 300 kr. til 400 kr. pr. måned