Brændte Ege

Orupgård lod Brændte Ege oprette 1905 ved at sammenlægge tre gårde. Den ene af disse, Nøjsomhed, hørte oprindeligt under Gedsergård, mens de to andre var Orupgårds egne fæstegårde i Sønder Vedby. Gården fik navnet Brændte Ege efter et nærliggende skovstykke, der kaldtes således, fordi svenskerne i 1658 brændte skoven af.

Brændte Ege - hovedbygning

Gårdens hovedbygning er bygget i palæ-stil med pudsede mure og mansardtag. Nord for denne står en kastanieallé. Af det oprindelige gårdanlæg er der bevaret en staldlænge, en mejeribygning og en remise. Alle i gule sten. Vest for mejeribygningen er en hesteomgang bevaret.

De fire ensartede arbejderhuse, Kolonien (i Idestrup sogn), er ikke afsat på 1901-kortet og må formodes bygget i forbindelse med oprettelsen af Brændte Ege i 1905. Husene er alle opført i røde sten, og tre af dem har den karakteristiske buede halvvalm, der kendetegner Orupgårds ældre bygninger.

Kilde: Svend Suhr, Falsters Lilleskole, Hegnetvej 2, 4800 Nykøbing F